Jeg har ikke grønne fingre. Det har jeg accepteret.
Dog synes jeg, det er sjovt at plante en jordbærplante med ungerne, vande den lidt og forhåbentlig – hvis sol, vind og fugle vil – spise en håndfuld hjemmedyrkede jordbær i løbet af sommeren.

En stor gartner bliver jeg aldrig, så hvis jeg skulle anlægge og plante en have, ville jeg søge hjælp udefra.
I det hele taget kan jeg kun en lille smule praktisk arbejde – og kun til husbehov.
Så når det gælder større reparationer eller projekter, søger jeg hjælp udefra.
Det gælder huset, det gælder min sundhed, det gælder min bil – og nu gælder det også min økonomi.

Igennem hele mit liv har jeg bare haft mine penge i banken og lænet mig trygt ind i idéen om, at banken tager sig af min økonomi på en hensigtsmæssig måde.

I de unge år led jeg af netbank-vægring og vendte det blinde øje til min økonomi.
Det var nemmere at forbruge løs, hvis jeg ikke skulle forholde mig til det.

I årene gennem gymnasiet, Journalisthøjskolen og et stykke ind i min praktiktid i DR levede jeg i en økonomisk sump, hvor jeg bare lod stå til.
Selvom jeg arbejdede hårdt – altså relativt hårdt – og tjente fint ved siden af SU’en, brugte jeg bare løs.
Det var en blanding af et stærkt købe-gen og en manglende økonomisk forståelse, der udgjorde en farlig cocktail.

Det stak dog aldrig af i en grad, hvor det blev uoverskueligt, men da jeg skulle rykke teltpælene op og flytte fra Jylland til København for at komme i praktik, ville banken ikke låne mig penge.
Det ville mor og far heldigvis.

Den oplevelse – plus mødet med Emilie, som jeg blev kærester med kort tid efter, at jeg var flyttet til Hovedstaden – blev starten på, at jeg tog min økonomi mere seriøst.
Emilie lærte mig værdien af at tage økonomien alvorligt:
At konfrontere den.
At holde øje med den.
At se glæden ved at få pengene til at vokse – måned for måned.

Så de seneste femten år er det gået i den rigtige retning.
I de år har det som nævnt været banken, der har rådgivet mig.
Jeg vil i den forbindelse sige, at de har gjort det, som de skal, og som de plejer.
Du hører mig ikke hænge dem ud.
Du hører mig sige, at nu skal der andre boller på suppen – man kan nærmest sige, der skal andre dollar på suppen.
Ordspillet giver måske ikke mening, ud over at det rimer – men betydningen bag er vigtig.

Tidligere på året kom vi i kontakt med LindHauritz, der tilbyder uvildig økonomisk rådgivning.
I den forbindelse blev Emilie og jeg enige om, at det kunne være trygt og godt at få kigget økonomien igennem af nogle, der ikke skal tjene penge på os. Eller i hvert fald ikke har bagtanker og gebyrer på dagsordenen, når de rådgiver os.
Derfor havde vi et indledende møde med Pia og Jon fra LindHauritz, hvor vi talte om drømmene for vores økonomi og gennemgik hele moletjavsen i grove træk.

Mødet handlede selvfølgelig også om kemi – for at have med penge at gøre handler i høj grad om, hvorvidt man stoler på dem, der skal hjælpe.
Selvom det er iskolde tal og benhårde facts, er det også følelser. Derfor var det meget vigtigt, at vi kunne mærke, at vi kunne stole på dem, der skulle hjælpe. At de gav ro i maven.
Det gjorde de heldigvis.

Herefter sendte vi diverse overblik over lønforhold, konti, huslån, investeringer, pension og alt, hvad der hører ind under kategorien økonomi.
Nu startede jeg med at skrive om mine evner udi havearbejde – og de er ikke store.
Det samme kunne man sige om mine økonomiske evner. De har været fine til husbehov.

Men dette lille skriv er altså mig, der forsøger at sige, at jeg nu har fået tilkoblet en slags økonomisk gartner. Og forhåbentlig kan vi sammen plante et pengetræ, der kan vokse sig stort og stærkt – og med masser af frugter selvfølgelig.

I den kommende tid vil jeg løbende skrive om mine oplevelser med LindHauritz og den hjælp, jeg får til at optimere økonomien så meget som muligt.
De fleste ville sikkert have gavn af at få et uvildigt blik på finanserne – og måske bliver du inspireret undervejs.

Læs med næste gang – hvor det handler om lån.