En tur i junglen

med Thomas Skov

Jeg har været en tur i junglen, og jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke kan finde rundt.

Der er et virvar af veje og muligheder, og man skal holde tungen noget så gevaldigt lige i munden for at finde rundt.

Det er naturligvis ikke regnskoven i Amazonas – ja eller Randers for den sags skyld, jeg har været i – det er derimod lånejunglen – og i den jungle er jeg langt fra at være Tarzan.

Heldigvis har jeg fået hjælp af LindHauritz.

Emilie og jeg købte vores hus for snart 10 år siden, og som relativt uerfarne, ja faktisk fuldstændig uden erfaring, inden for huskøb, søgte vi naturligvis råd hos familie og venner, der havde prøvet det før.

Banken var også en fin hjælp til at tegne og fortælle, men beslutningen om at købe et hus var den største økonomiske beslutning, vi nogensinde har taget, og derfor husker jeg følelsen af at være nervøs for at træffe det forkerte valg.

Frygten for at købe katten i sækken eller i hvert fald at komme til at betale for meget for katten i for lang tid var altomsiggribende.

Vi valgte den gang at lave et låne med 10 års afdragsfrihed og så flexrente på 2 år for at se tiden an. Løbende har vi så tilpasset renten nogle gange i lige fra 5 år til 1 år – og nu er de 10 år så snart gået, og nu har vi skulle tage stilling til, hvad der nu skal ske.
Men forud for alt, der har med renter at gøre, oplever jeg en følelse af koldsved og følelsen af at klappen går ned. Klappen går i hvert fald mere ned end renten gør.

Det er ikke fordi jeg er uintelligent – det siger min mor i hvert fald – og jeg har da også en matematisk studentereksamen godt nok fra gamle dage i Herning – men jeg kan ikke til bunds forstå lån.

Jeg forstår godt de store linjer. Vi låner nogle penge til at købe et hus. Hver måned betaler vi så nogle penge for at låne de penge – og det er sådan set det. Vi afdrager ikke på huset – og selvom jeg egentlig bedst kan li’ at skylde nul kroner til nogen, så giver det bedre mening at låne pengene fordi jeg kan få mere ud af dem i mine egne hænder end hvis de er i murstenene.

Jeg forstår også boligmarkedet godt nok til at vide, at der hvor vi bor – på Vesterbro i København – der har mit hus haft en ret pæn årsløn de seneste år. Tænk om man havde job som hus i København – altid kunne arbejde hjemme fra og tjene godt på det – det gad jeg godt.

Men når det kommer til bidragssatser og at gennemskue hvilket lån, der er det bedste og i hvor lang tid – og hvad med renten. Rent og hop siger jeg bare.

Derfor var jeg glad for at få hjælp af Pia fra LindHauritz, der helt nøgternt gennemgik lånet, økonomien og vores muligheder. Vi fik et TryghedsTjek, hvor hele moletjavsen blev gennemgået. Fra løn til pension, daglig økonomi – og nå, ja selvfølgelig lån.

Helt naivt tænkte jeg, da vi lånte pengene for ti år siden, at når de ti år var gået, så skulle vi til at afdrage. I stedet lægger vi det om, og i samme ombæring låner vi lidt mere for at kunne reparere nogle fuger i gavlen. Penge til at reparere fuger ville måske være de kedeligste penge, vi overhovedet ville kunne bruge – men når det sker i den her større omlægning, så bliver det noget andet.

Det her er ikke en reklame for fuge-penge, men det er en opfordring til at man godt have gavn af at have en god guide med i junglen og for os var LindHauritz den guide, der vidste hvor lianerne hænger og hvordan man skærer sig vej igennem. Så ring til Tarzan fra LindHauritz.